Opskrifternes sværhedsgrad
Hos Axelknit er der strikkeopskrifter for alle – uanset om du er nybegynder eller har mange projekter bag dig. For at gøre det let at finde den rette opskrift har vi opdelt alle designs i fem sværhedsgrader, markeret med stjerner fra 1 til 5. På den måde kan du hurtigt vurdere, hvilket niveau opskriften ligger på, og om den passer til dine færdigheder og din lyst til udfordring.
★ 1 – BEGYNDER
Begynderopskrifter er til dig, der lige er startet med at strikke. De kræver kun helt grundlæggende teknikker og er skrevet i et overskueligt og letforståeligt sprog med få eller ingen forkortelser.
Du vil bl.a. arbejde med:
Opslagning, ret og vrang, drejet ret, ind- og udtagninger, omslag og almindelig aflukning.
★★ 2 – LETØVET
Dette niveau er for dig, der har afsluttet dine første strikkeprojekter og er klar til at udvide dine færdigheder. Opskrifterne forudsætter, at du kan følge en opskrift og er indstillet på at lære nye teknikker undervejs.
Du vil bl.a. arbejde med:
Sammenstrikning af ombuk, knaphuller, enkle strukturmønstre og opsamling af masker.
★★★ 3 – MIDEL
Her forventes det, at du er tryg ved de basale teknikker og har erfaring nok til at håndtere mere avancerede arbejdsgange, som kræver ekstra opmærksomhed og overblik.
Du vil bl.a. arbejde med:
Italiensk opslagning og aflukning, Judy’s Magic Cast On, i-cord, enkel dobbeltstrik, German Short Rows, læsning af simple diagrammer, broderi på strik og flerfarvestrik.
★★★★ 4 – OVER MIDDEL
Dette niveau henvender sig til den rutinerede strikker, som har erfaring med komplekse opskrifter og kan arbejde med flere teknikker samtidig, herunder både formgivning og diagrammer.
Du vil bl.a. arbejde med:
Avancerede strukturmønstre, dobbeltstrik, diagramstrik og montering af lynlås.
★★★★★ 5 – SVÆR
Ekspertniveauet er for dig, der har et højt teknisk niveau og kan arbejde selvstændigt ud fra en opskrift. Du er fortrolig med avancerede teknikker og har overblik over både konstruktion og detaljer.
Du vil bl.a. arbejde med:
Avanceret dobbeltstrik til fx kanter og kraver, ind- og udtagninger i mønster, vendepinde i strukturstrik samt detaljeret montering.